|
Første ugebrev 24. januar 2012 Jeg kunne
ikke dy mig! |
|
|
|
Ja, så er jeg sandelig tilbage i Grønland, tilbage på
Diskoøen hvor jeg fra begyndelsen har holdt meget af at være. Jeg har jo
utallige gange sagt at nu var det nok sidste gang, men nej. Jeg kan ikke lade
være. Denne gang blev det bestemt meget hurtigt, idet man
heroppe pludselig havde brug for akut aflastning. Kunne jeg det? Jeg talte
lidt med Visse og vi blev enige om ,at det kunne jeg godt når der var behov for
det, selvom vi i Vallø står midt i en flytning. Vi havde heldigvis ryddet en
del op allerede og Visse er som altid super aktiv derhjemme. Afsted drog jeg og skal være her til midt i Februar.
Jeg skulle være et skarn hvis jeg ikke indrømmede at det er dejligt at være
tilbage. Jeg kender nu nærmest hele byen og bliver budt vekommen og personalet
på hospitalet modtager ligeledes med åbne arme. Det er dejligt at komme
tilbage når man kender hele arbejdsgangen. Man kan gå i gang med det samme. Jeg var lidt spændt på hvordan det var at komme herop i
den meget mørke tid. Og mørkt var her da. En smule dagslys midt på dagen
omkring kl 12 lokal tid i en times tid - lyst som vi oplever hjemme på en
rigtig slem gråvejrsdag. Jeg kom d. 9/1 og d. 13/1 titter solen lige op over
horisonten. |
|
|
|
|
|
|
|
På en almindelig ugedag hvor arbejdstiden er til
klokken 16 er det helt mørkt når man har fri. Så det er ikke lange ture man
kan gå - højst lidt rundt i byen. I weekenden kan man gå lidt længere da man
kan gå midt på dagen. Samtidig med mørket er vinteren over os heroppe. Her er
koldt-omkring 10-20 graders kulde og stærk blæst. Dertil kommer sne så her er
vinter heroppe og man skal være godt klædt på. Men som man altid glemmer når
man har været lidt væk heroppe fra. Dagene bliver hurtigt længere. Allerede
nu 10 dage efter solen viste sig er den oppe på himlen i 2-3 timer. Man blir
i godt humør og i weekenderne nyder jeg at gå en tur men man skal jo være
godt klædt på som her mine sygeplejersker. |
|
|
|
|
|
|
|
Rent fagligt er der heldigvis stadig udfordringer. Det
er hurtigt rygtedes at jeg er tilbage så der er gang i akupunkturnålene. En lille dreng med en kravebensfractur har det også
budt på, og en ældre herre hvor skulderen var gået af led og blev sat på
plads. Lidt småoperationer har der også været og en enkelt patient er blevet overflyttet
til Nuuk. Det er skønt at være i gang igen. Kamikposten fungererr stadig fint heroppe. I forgårs
blev det meldt at man havde skudt de første narhvaler, som er reguleret af en
årlig kvote. Vi begav os ned til den lille havn og så hvordan de trak
hvalerne op på isen. Et spændende syn. Desværre var det om aftenen og jeg
havde glemt mit kamera. Min nabo har taget nogle billeder og jeg vil prøve at
få del i hendes billeder. Rent lokalt er jeg også blevet involveret i at passe 15
slædehunde med foder idet ejeren er i Danmark i 2-3 uger så lidt har jeg at
se til. |
|
|
|
|
|
|